Vielsen
Første Korintherbrev 13:4
Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind.
Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag.
Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden.
Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.
Et kirkebryllup er både vielse og velsignelse af et par.
Ved brylluppet siger parret ja til at leve sammen som ægtepar og til at elske og ære hinanden.
Inden I kan blive viet i kirken, er der nogle praktiske forberedelser. Nedenfor er der mere om de ting, som skal gøres.
Såsom at aftale tidspunktet, skaffe prøvelsesattest, evt. ansøge om navneændring, finde vidner og aftale samtalen med præsten.
Aftalen
I skal aftale tidspunktet for jeres bryllup med kirkens præst eller kirkekontor. I kan også blive gift i kirken i jeres bopælssogn eller i en anden kirke, I har tilknytning til. Også her kontakter i præsten eller kirkekontoret.
Før vielsen skal I have en prøvelsesattest fra kommunen, som skal afleveres til præsten eller kirkekontoret. I skal udfylde en ægteskabserklæring til kommunen på borger.dk for at få prøvelsesattesten.
Navne
Hvis I vil ændre navn i forbindelse med jeres bryllup, skal I selv ansøge om det på borger.dk.
Vidnerne
Vielsen har juridisk gyldighed. Derfor skal der være to vidner til stede under vielsen. Vidnernes navne og adresser noteres i kirkebogen. Det kan for eksempel være to familiemedlemmer, som er tilstede i kirken til jeres bryllup.
Samtalen
Før brylluppet har I en samtale med præsten. Her aftaler I blandt andet salmerne til jeres bryllup.